Undersøgelse af Amalgamsyge

 
Af:
Sven Feddersen, læge og Henrik Lichtenberg, tandlæge

En gruppe danske forskere, med professor P.Grandjean fra Odense Universitet i spidsen, har offentliggiort resultaterne af en undersøgelse som. "een gang for alle". skulle bekræfte eller afkræfte - som prof. Grandjean udtalte i en radiodebat for 3-4 år siden - om kviksølv fra amalgam fyldninger er skadeligt.

 
Undersøgelsens design

Undersøgelsen, som oprindelig blev kaldt “oral galvanisme”, omfatter 46 personer, som alle mente at de var forgiftet af deres amalgamfyldninger. Forsøgspersonerne bar alle amalgamfyldninger i munden, og de måtte ikke have huller i tænderne, eller fejle anden sygdom. Alle blev udspurgt, med henblik på at kortlægge deres symptomer, men vel at mærke ikke de klassiske og typiske kroniske forgiftningssymptomer, men de almindelige symptomer, som man spørger alle om, når de bliver indlagt på hospitalet. Forsøgspersonerne blev tilfældigt inddelt to grupper, 23 i hver gruppe. Den ene gruppe, fik fem dage i træk, et lægemiddel, et kelaterende svovlpræparat dimercaptoravsyre - DMSA, som er kendt for at binde metaller til sig, bl.a. det kviksølv som even- tuelt findes i kroppen, og forøge udskillelsen af metaller i urinen. Den anden gruppe fik de samme kapsler med placebopræparat, så ingen kunne vide om de fik det aktive stof eller ikke. Alle forsøgspersonerne fik foretaget urin - og blodprøver både før og efter de havde fået kapslerne og disse prøver blev undersøgt for indholdet af kviksølv. Senere blev så alle forsøgspersonerne udspurgt om de havde observeret ændringer

 
Følgende er yderst kritisabelt ved undersøgelsen

For det første: Ingen af forsøgspersonerne fik fjernet deres amalgamfyldninger! Disse fyldninger tilfører personen ret store mængder kviksølv dagligt. For nylig har forskere konstateret, at mindst 2/3 af det kviksølv vi har i kroppen, har vi fået fra vores amalgamfyldninger. Det er almindeligt at personer med amalgamfyldninger gennemsnitligt indånder fra 5-50 mikrogram kviksølv pr. kubikmeter/luft. Vi bruger ca. 20 kubikmeter luft i døgnet, så det bliver let til 100-1000 mikrogram kviksølv pr. døgn, hvilket er en stor overskridelse af den af WHO anbefalede maksimale tilførsel pr. døgn på 42 mikrogram. Den mængde kviksølv som de forsøgspersoner, der fik det kelerende stof, fik ud i urinen, efter de fem dage med kapsler, er forsvindende lille i forhold til den daglige tilførsel fra fyldningerne. Desuden tages kviksølvet, i første omgang, viser forskning, næsten udelukkende fra nyrevævet. Der er derfor i realiteten ikke tale om nogen reel afgiftning, som kan have nogen som helst indvirkning på personens eventuelle forgiftningssymptomer. Forskerne er enige om, at måling af kviksølv i blod og urin ikke er så anvendeligt, da det er påvist, at disse værdier, for det første er relativt uafhængig af om personen har symptomer eller ej på kronisk kviksølvforgiftning - og for det andet stiger væsentligt straks etter at personerne med amalgamfyldninger, har brugt sine tænder, eller har fået noget varmt at drikke. Hvis man skal lave et forsøg med eventuelt forgiftede personer, må de naturligvis først behandles ved at fjerne kilden til den formodede gift - og derefter afgifte - og så aflæse afgiftningens effekt på de kendte forgiftningssymptomer, ellers er der ingen mening i det.

 
Et andet yderst kritisabelt punkt ved denne undersøgelse, som er bestilt at Dansk Tandlægeforening, godkendt af Sundhedsstyrelsen, blåstemplet at “Etisk Råd” og som der blev bevilget 100.000 kr. til blandt andet fordi det skulle være en dobbeltblindundersøgelse er at del har vist sig, at både de personer og læger der deltog i undersøgelsen, let kunne vide hvem, der havde fået det aktive stof, del urinprøverne lugtede langt væk at svovl!! I vejledningen til forsøgspersonerne står der “at hvad enten man får snydetabletter eller ej, kan man lugte eller smage svovl" men hvis der også er svovl i snydetabletterne, kan dette jo også reagere med kviksølvet og så er der ikke forskel på behandlingen at de to grupper!

 
Et tredie kritikpunkt ved undersøgelsen, er at urinprøverne, efter sigende, har ligget i en fryser på Odense Universitet, meget længe. Alle ved, at kviksølv fordamper meget let, og at kviksølv også kan forsvinde ud igennem glas, hvis glasset ikke er specielt behandlet indvendig, (coatet), hvilket glassene ved denne undersøgelse, etter hvad vi har fået oplyst, ikke var. Derfor må man sætte et stort spørgsmålstegn ved disse prøvers værdi. Med andre ord, man kan ikke videnskabeligt stole på dem. Undersøgelsen viste iflg. det meddelte, at både forsøgspersoner, der fik aktivt stof DMSA, og de der fik snydetabletter, fik det bedre flg. spørgeskema besvaret ved forsøgsperiodens afslutning. Den givne behandling fjerner højst 2-4 % af forsøgspersonernes beholdning af kviksølv, - under stadig tilførsel af “frisk” kviksølv fra amalgamfyldningerne og kan efter alt foreliggende viden ikke påvirke - eller andre forsøgspersonens befindende i positiv eller negativ retning. Effekten - på begge grupper i forsøget kan således skyldes placebo-virkning.

Undersøgelsen er aldeles uegnet til vurdering af hvorvidt kviksølvforgiftning fra amalgam i tænderne er en medicinsk realitet - eller ej. Forsøget ser ud til at være et bestillingsarbejde, for at prøve at ”renvaske” brugen at det kviksølvholdige amalgam overfor offentligheden.